Så er det ved at være hverdag igen. I modsætning til stort set resten af Danmark, har Aalborg kommune nemlig valgt, at DERES vinterferie skal ligge i uge 8 i stedet for uge 7.Men det var jo på den anden side heldigt nok, mine koncertplaner taget i betragtning.
Og hvordan var det så?
Det var... særpræget!
Koncerten blev holdt sammen med "Der Münchner Philharmoniker" og derfor var en del af koncerten en ganske almindelig klassisk koncert, hvor Hr. McFerrin blot dirigerede. Og de var da hverken dårligere eller bedre end så mange andre, professionelle, klassiske orkestre.
Med sig havde han også en ung dame, der hed Sol Gabetta. Hun spillede Cello mens Bobby sang til - eller lavede lyde til, som han blev berømt for at gøre sammen med den Kinesiskfranske cellist Yo Yoma. Og hun var da meget dygtig, bevars, men jeg tror faktisk, ham der sad på anden cello-række i orkestret og lignede Poul Kjøller var MINDST lige så god! Til gengæld kan hans erfaring sikkert ikke gøre det ud for hendes gevaldigt fine udseende i den nedringede aftenkjole...
Men på et tidspunkt ca. halvvejs i koncerten, sendte McFerrin alle de andre ud. For nu ville han nemlig selv. Og det var jo egentlig dét, både jeg, og de 2099 andre tilskuere var kommet for at opleve.
Han satte sig på en skammel helt forrest på scenen og begyndte at lave nogle lange, monotome lyde, der efter lidt tid blev til teknisk sang på så højt et niveau, at det ikke kan beskrives! Og i den akustisk korrekt opførte koncertsal, kom det næsten til at lyde som om, han sang flerstemmigt SELV, fordi han sprang så langt, så hurtigt og præcist, at tonerne flød sammen.
DET VAR ENESTÅENDE!
Hans stemme er ikke noget særligt. Faktisk er den lidt hæs og ikke særligt pæn at høre på, men hans teknik er uovertruffen. Blandt andet sang han klassikeren "Blackbird", hvor han synger både, bas, rytme, akkorder og melodi. (han kan ses med sangen her i en MEGET ung udgave).
DET var fantastisk at høre live!
Og så kom den del, hvor publikum skulle synge (!). Den ene halvdel sang grundtonen i en fast rytme, mens den anden halvdel sang tertsen (ok - lidt nørdet) i samme rytme, hvor henover Bobby så improviserede en melodistemme. Helt unikt at være med til!
Og så sluttede det hele af med Mozarts symfoni nr 40 (alle 4 satser), som McFerrin beskrev som det mest fuldendte stykke klassiske musik (og som jeg i øvrigt var til teoretisk eksamen i på gymnasiet en gang for mange år siden).
Alt i alt var det absolut værd at rejse så langt efter! Koncerten var jo i Stuttgart, godt 1100 km fra Danmark, så jeg havde fornøjelsen af Deutche Bahn i næsten 10 timer hver vej. Men mere om det senere!
Og skulle du nogensinde få muligheden for at opleve ham - SÅ TAG AFSTED!
