House Call i Paris

Lige.... ej, ikke midt i - men stadig ret centralt i byen, ligger det franske parlament "Assamblée Nationale".
Der kom jeg selvfølgelig også forbi (hvilket næsten ikke kan undgås hvis man er til fods). Og jeg ved ikke om det var varmen eller en anden pludselig indskydelse - i hvert fald bestemte jeg mig for at ringe på, fast besluttet på at udsætte Sarkozy for et par sandheder fremført på et ganske så rustent skolefransk!

Men der var ikke nogen der lukkede op. De svarede ikke engang...

(nej, det er ikke en ringklokke - det ligner bare. Og jeg turde sgu da ikke trykke på den hvis den var ægte!)

Jeg ville da også blive træt af det

Som jeg tidligere har skrevet, så var Louvre kongens slot, indtil Versailles blev bygget.
Når man ser det fra luften, så minder det meget om et stort "A" - sådan ca. Der er to fløje på lige omkring 700 meter, som ligger på hver sin side af den enorme slotsplads hvor glaspyramiden står i dag.

I den ene fløj (den øverste, set oppefra på Google Maps) har man valgt at bevare en smule som det så ud, da det var beboet af kongen. På billedet ses modtagerummet i det, der hedder "grande apartement".
Det er så fyldt med rødt og guld og så svulstigt, at man får fornemmelsen af, at en indretningsarkitekt, der synes jul er det bedste i verden, har kastet op på det.

Nåh jo - som selv den mindre oplyste læser sikkert ved, så er Louvre i dag et museum. Vidst nok verdens største, endda! Og så er det jo også her Mona Lisa bor...

Fagre nye verden

På min tur som turist rundt i Paris, kom jeg naturligvis ud i bydelen "La Défence". Egentlig kan man ikke kalde det for en bydel, for man kan ikke bo der. Til gengæld er der en hulens masse kontorer, der alle har til huse i nogle futuristiske bygninger af glas og stål, der alle spejler og reflekterer hinanden og solen, så der er et konstant farvespil.
Og så er det hjemsted for "Grande Arche" - von Spreckelsens triumfbue.

Den skulle jeg selvfølgelig op og kigge i, og til alt held var der netop da en udstilling om -ikke bare computerens- men hele den elektroniske databehandlings historie. Der var alt, lige fra de første hulkortlæsere til den allernyeste supercomputer (der ligner en sofa fra en ventesal).

Noget af det sjoveste var det, der kan ses på det indsatte foto. Det viser en model af computerrummet, som det så ud i 60'erne hos et fransk shippingfirma, der blev regnet for nogle af datidens pionere inden for erhvervsmæssig databehandling.
Den store ting i midten er en printer. Og fra venstre mod højre ses en båndmaskine (hukommelsesenheden), en transformator (som leverede den nødvendige strøm i den rette spænding), selve computeren (databehandleren) og en hulkortlæser (afgjorde hvilket "program" der blev brugt).

Dette indlæg er skrevet på en iPhone, der har mere regnekraft og hukommelse end 500 af disse computerrum.

Og så kan jeg ha den i lommen....