Tuesday, June 17, 2008

Tænk at det er nødvendigt!


Her til morgen var der en af de der lettere idiotiske togførere som, 15 pendleres forsikringer til trods, insisterede på at hvilepladserne var DSB 1'. Han mindede i øvrigt i mistænkelig grad om Ole Thestrup. Gad vide om de er i familie....

Nåmen nogle af dem (pendlerne) sagde "nå?" og gik, andre forsøgte at argumentere med ham og brugte X-antal års pendlererfaring som trumfkort, mens en lille gruppe blev så sure at de SKÆLDTE den lettere overvægtige mand ud så han så ud til at blive helt tynd i spyttet.

Jeg er imidlertid af den overbevisning, ikke mindst kl 6 om morgenen, at min energi er givet bedre ud til andre formål, så jeg flashede mit dankort og købte et tillæg. Så kunne jeg blive siddende på den indtagede plads, og den stakkels, nu svedende, togfører kunne komme lidt ovenpå igen.

Da jeg lidt senere stod og var ved at hælde kaffe op (hvilket jeg regner med at gøre 3-4 gange mere inden Århus for at give mig selv en illusion af, at jeg har fået noget for pengene) så jeg det her lille undseelige klistermærke. Der står:

"Brug affaldsposerne under bordene
- tak for din hjælp"

Jeg har tidligere harceleret over DSB 1' kundernes tilsyneladende manglende evne til at rydde op efter sig, og det har man åbenbart også bemærket i etaten, hvorfor man nu har fået disse mærkater fremstillet.

Tænk at det er nødvendigt...

No comments: