Monday, March 2, 2009

Når andre har fortjent ordet II

For nogle måneder siden, havde husavisen en artikelserie om unge menneskers sprogbrug.
Udspillet fra artiklernes citerede kilde var, at unge mennesker blev dumme og dårlige sprogbrugere på grund af deres lemfældige omgang med f.eks. ord som "det" der bliver til "d", "også" der bliver til "oxo" og så videre.

Nu har en af mine tidligere elever (desværre kan jeg ikke på nogen måde tage æren for hendes evner, men det ændre jo ikke på, hun tidligere har lagt øre til min undervisning) skrevet en novelle, i forbindelse med en skoleopgave, med udgangspunkt i førnævnte artikel. Og det vil da være en noget vovet påstand at komme med, hvis man siger, HUN tilhører "generation dum":


Generation Dum
En novelle af Eva Viktoria Krause-Jensen

En dirren på underlæben, en usikkerhed. Ved hun ikke det? Akavet. Hun stirrer intenst på skærmen, som ligger svaret gemt et sted under glasset. Hun forsøger, at finde et system i bogstaver og tal, og forventer næsten at der bag knapperne, ligger en større mening. Hvordan kan hun ikke vide det? Er hun dum? Jeg holder vejret, mens hun bøjer nakken og stirrer mod de hemmelige svar, som hun ikke kan finde. Hendes øjne lyser blegt af hvid, skærende skærm og svøber hendes ansigt i en udtrykløs maske, som jeg aldrig før har set. Jeg rykker uroligt på mig og skæver op mod uret.

"Skal jeg forklare?" Spørger jeg utålmodigt.

"Jeg kan godt, jeg kan godt!" svarer hun anstrengt uden at løfte sit blik fra de gemte svar.
Hvad lærer de folk nu om dage? Burde hun ikke vide dette? Uvidenhed er dumhed, messer min gamle fars ord i mit hoved. Jeg har altid hadet, når han sagde det, men måske havde han ret?

Jeg skæver til den ukendte, lysende maske, og ryster uvilkårligt på hovedet. Jeg bryder mig ikke om at forbinde hende med dumhed. Hun er stille sikkerhed, uendelig tryghed, men det går mig på, for hvordan kan hun gå igennem livet uden den mest basale viden? Hun er så uendeligt langt bagud altid. Hvorfor fanden følger hun ikke bare med? Hvad vil hun gøre, når hun en dag pludselig får brug for det? En dag vil hun opdage, hvor lidt hun egentlig ved og hun vil fortryde, at hun ikke har forsøgt at forstå noget før. Men i hendes verden er der slet ikke behov for at forstå, og det irriterer mig, at hun på den måde melder sig ud. Hun forstår det ikke, prøver ikke engang. Jeg sukker og mærker samtidig, hvordan jeg af stille overlegenhed svæver let over køkkengulvet. Jeg er hende dybt overlegen. Foran, mens hun er bagud. Jeg smiler.

"Hvad griner du af?" mumler den hvide maske og skærer en grimasse. Jeg ved så meget mere på så mange punkter og hun er uvidende. Dum. Hvordan hun klarer sig ude i den virkelige verden, ved jeg ikke. Det er første gang, jeg har set hende sætte sig ned og forsøge at sætte sig ind i det og det føles som om, hun smager på min verden. Min uendeligt store verden og det er mig, der kan give hende alle svarene. Jeg er den vise, den kloge og jeg svæver på hendes uvidenhed, hendes dumhed. Nu sidder hun og søger efter svar, som hun aldrig har haft brug for at finde før nu. Men måske kunne hun faktisk lære det? Måske er dette begyndelsen på noget nyt. Måske vil hun faktisk kunne forstå kulturen, forstå mig. Nu sidder hun jo og prøver at fordybe sig i det.

Men så giver hun op.
"Pas," smiler min mor opgivende og alene i verden. "Jeg lærer aldrig at sms'e", konstaterer hun tørt og rækker mig mobilen.

No comments: